(havetanker)
Hello 2019
og rigtigt godt nytår til dig, jeg håber du er kommet smukt ind i det med masser af bobler og brag. Her var have aktiviteterne byttet ud med heftig hjerneaktivitet julen og nytåret over. For årsskiftet inviterer til reflektion og til at lægge nye planer. Og jeg har som mange andre skrevet en lang liste over hvad der skal ske i 2019. Et af de punkter der står øverst på min liste i 2019 er sundhed. Det gælder både fysisk og mental sundhed. Og det er der en særlig grund til. 
Af jord er jeg kommet
Det er ikke fordi jeg ikke er rimelig sund i forvejen, jeg spiser masser af (hjemmedyrket) frugt og grønt, overvejende økologisk, og hjemmelavet. Jeg er aktiv (i haven) går, cykler, træner flere gange om ugen, dyrker yoga og hverken ryger eller drikker. (andet end en enkelt cocktail i ny og næ)
Så det burde vel være i orden eller hvad?
For sådan var det også med min mor.
Rimelig sund, ikke ryger, aktiv og havenørd (dog med en svaghed for rødvin og kostpyramiden). Min mor var 20 år da hun fik mig, så tanken om at jeg skulle miste hende havde ikke strejfet mig et enkelt sekund nogensinde.
Det er sært som man kan genkalde sig de mærkeligste detaljer når der sker noget skelsættende og alvorligt i ens liv. Aftenhimlen over Østerbro glødede, selvom det var en diset dag. Der duftede af tørt gips og nyt træ, mens jeg lå på gulvet på loftet af vores nyerhvervede byggeforeningshus sammen med min kæreste (nu mand), og skruede gipsplader i skråvæggene på det gamle tørreloft, som vi var ved at istandsætte. Vi hørte P3 i radioen, da min mor ringede og fortalte at de havde fundet kræft i hendes mavesæk.
Halvandet år gik der.
På en smuk Oktoberdag, en af dem man husker fordi solen kom frem og varmede lidt, mens luften var knitrende kølig, og himlen høj, og isnende blå. Melankolsk som den slags dage er, fordi de minder en om sommerens dejligheder, og vinterens kommende mørke på samme tid, en slags bonusdag inden den virkelig mørke tid begynder. Det var sådan en dag hun døde.
Der var ikke noget som helst af alt det her der på nogen måde føltes rigtigt. Hun var 56 år og jeg, med mit første barn i maven 6 uger til termin, og mere brug for hende end nogensinde. (behøver jeg at komme ind på hvor meget hun glædede sig?)
Der var ingen der kunne have forudset det, regnet det ud, taget det med i nogle betragtninger, at ligningen ville se ud på den måde?.det var alt for tidligt og alt for forkert.
Så det ved jeg nu… jeg ved at intet er givet på forhånd, at man kan lægge planer og drømme drømme, og forestille sig det ene og det andet, men at være sikker på hvordan livet former sig, det kan man ikke.
Til jord skal jeg blive
Jo tættere jeg selv kommer på den alder min mor havde da hun døde, jo mere sved får jeg på panden, omkring min egen udløbsdato, for det spøger i mit hoved, at tingene kan ændre sig radikalt på meget kort tid. Jeg ved godt at jeg er kommet af jord, og skal blive til jord, men jeg vil så gerne vente lidt med det.
Men jeg tror på at man kan få en finger med i spillet om længden af ens liv, ved selv at skrue op og ned på forskellige knapper, og en af dem er sundhed på alle planer, fysisk såvel som mentalt, og det er kun os selv der er herre over graden af indsatsen.
Jeg har nu bestemt mig for at blive 112 år gammel, det er det dobbelte af min elskede mor.
Så derfor mine søde bloglæsere, vil sundhed være øverst på min liste i 2019, og jeg håber du har lyst til fortsat at læse med her, hvor sundheden kommer til at cirkulere omkring haven som jo (stadig) er mit yndlingsemne.
5 sunde tips til Januar
Jeg ved at mange af jer allerede har luret at jeg ikke er vild med hverken Januar eller vinter i det hele taget, men her kommer alligevel mine allerbedste have-sundheds råd til dig i Januar:
- Gå i haven, Selvom den er brun og våd og smattet så kom ud, det er ALTID dejligt, om ikke andet så bagefter.
- Ryd op i haven, riv plænen, saml mærkelige ting op der flyder i haven efter vinterstormene, smid skårede krukker og gamle haveredskaber der er i stykker ud, det er ligesom at rydde op i stuen, det frisker op, ser smukt ud, og giver energi.
- Behold lyskæderne fra julen, de lyser haverummet op så smukt, og det er OK at beholde dem lige indtil slutningen af februar (så længe de ikke er farvede, eller formet som et rensdyr eller en julemand) supplér med fakler og levende lys ved særligt hyggelige dage.
- Hvis det kniber med humøret, så snig dig ud i haven og skrab lidt i bedene. Under nedvisnede stauder, og nedfaldsblade, findes der en hel verden af forårsblomster på vej til dig allerede. Det er og bliver et mirakel, hver evig eneste januar.
- Spis masser af kål, det er en af de sundeste grøntsager der findes på den her tid af året. Hvis du ikke selv dyrker den i haven, så skynd dig at bestille frø og komme i gang til sommer for kål er cool, og noget af det bedste til at booste dit immunforsvar.
- Hvis du har en mor, så giv hende et ordentligt kram.
Og lad mig så høre, hvad står der øverst på DIN liste i 2019?
Kram
Psssst!
Ved du at du kan følge mig på Facebook? eller Instagram ? og ja, jeg er også på pinterest eller du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev og få guiden : Sådan får du mere tid og mindre stress i en endnu flottere have
Jeg har tænkt de samme tanker, fordi min egen mor døde som 62 årig. Jeg er selv 64 nu. Men jeg er kommet frem til, at selv om jeg elsker min mor, så er hendes liv ikke som mit. Den bedste forsikring for et langt liv er nok at glæde sig og fylde sig med taknemmelighed over at leve, så ofte man kommer i tanke om det. Det gi’r angsten baghjul. Jeg bruger energien fra blomsterne fra behandlingssystemet: Bach Blomsterremedier. De er gode til alle hverdagsfølelser, og hvis følelserne bliver for overvældende. Den mod angst for at dø, hedder Abeblomst/Mimulus. Knus <3
Hej Susanne,
Du har fuldkommen ret, glæde, taknemmelighed og nærvær, er den bedste kur mod den slags tanker. Hvor dejligt for dig, at du har passeret den alder hvor din mor gik bort, tænker at det måske også har været mærkeligt for dig?
-Jeg vil huske abeblomst/Mimulus´en, når jeg kommer lidt tættere på ( ;
Nu vil jeg bare tage det helt roligt, og vente på forår.
Kram herfra
Dorthe
Kære Dorthe,
Tak for et rigtigt godt – og vigtigt – indlæg. Tak, fordi du deler, for den frygt du beskriver er velkendt. Jeg er så heldig stadig at have min mor – trods brystkræft i 2007 – det år, hvor Seamus blev født. Min mor lever ekstremt sundt i dag – så sundt, at hun er en inspiration for mig. Jeg er meget optaget af sundhed – og hvordan jeg hele tiden kan forbedre den for mig og mine drenge. Kender du bogen “Det selvhelbredende menneske”? Hvis ikke, så vil jeg virkelig anbefale den. Jeg er også meget glad for bøger om Ayurveda. Jeg har selv kroniske smerter i nakke og ryg. Jeg tror på, at jeg vil kunne lindre disse smerter ved at omlægge/forbedre kosten. Så jeg er med på vognen. Og 112 år er et godt mål.
Mange hilsner Bonnie
Kære Bonnie,
Tak for dine søde ord. Ja der er noget med kombinationen livstruende sygdom, og fødsel, der står i skarp kontrast. Men hvor dejligt med din mor ( ;
Og sundhed kan man ikke få for meget af. Jeg kender godt du omtaler, og er selv meget søgende i forskellige former for sundhed og behandling, og så har jeg jo heldigvis mange år til de 112, at blive klogere i ( ;
Sunde kram Dorthe
Det gør mig ondt, at du skulle miste din mor i så ung en alder – alt, alt for tidligt.
Min mand døde pludselig i marts 2018, kun 62 år gammel – også alt for tidligt.
Heldigvis har jeg min datter og mine to børnebørn, som jeg elsker højt + min mands datter og børnebørn, som jeg også stadig ser og er rigtig glade for.
Det er synd for dit barn, at det ikke har en mormor, og selvfølgelig også for dig, at du ikke har din mor. Håber dit barn har en morfar samt farmor og farfar. Min svigersøns forældre er begge døde (de var gamle), så de har kun mig tilbage og jeg har tænkt mig at leve længe
Kære Sonja,
Tak for dine søde ord, og for at dele din historie, jeg er ked af at høre om din mand. Men du har ret, det gælder om at nyde det og dem, man har. Mine børn har en dejlig levende farmor og farfar, og selvom de er gamle, har de også tænkt sig at leve længe ( blandt andet fordi de er de eneste bedsteforældre, ligesom dig)
Tak for dine søde ord om min showhave, måske vi ses på CPH garden til sommer, jeg skal være en del af dommerpanelet denne gang ( ;
(nogle må jo sørge for at det er de rigtige der vinder haha…)
Og lad os så få lidt forår ikke?
Kram Dorthe
Kære Dorthe
Det er så vigtigt en gang imellem ar blive mindet om, at vi ikke er udødlige og, at man skal leve hver dag, ikke nødvendigvis som om det var den sidste, (så tror jeg vi ville blive ulidelige) men i hvert fald som vi gerne vil. Hvis man er så heldig at have en have er det en daglig påmindelse om, at livet går vidre også når vi ikke længere er her. For mit vedkommende takker jeg næsten dagligt mine svigerforældre for den have de har efterladt og laver kun nænsomt om på den for de har i sin tid tænkt meget over hvordan den skulle være, pudset og passet den og jeg synes de har gjort arbejdet godt.
Mit mål for 2019 er, at huske mere på hvad der gør mig glad og det betyder, at jeg skal tage mig bedre tid til at være i haven, ikke bare arbejde der men også bare være.
Din blok og opdateringer på fb giver mig megen dejlig inspiration og lige nu går jeg og glæder mig til at se hvad der sker i mit “skyggebassin” som du gav god inspiration til for ca en måned siden.
Godt nytår til dig og dine kære og tak, fortsæt endelig med at inspirere os andre
Kære Dorthe, jeg faldt over din kommentar på Instagram og blev nysgerrig efter hvad der lå bag. Tak for sidst iøvrigt, vores veje er jo ikke rigtig krydset andet til lidt fælles interesse for have/blomster arrangeret af Anna Marie, og det er helt fint, man kan ikke favne alle. Men da jeg læste dit indlæg blev jeg faktisk rørt, jeg tænker faktisk også jævnligt på døden, troede egentlig jeg var den eneste, men blev lidt overrasket over dine tanker, da du er væsentligt yngre end mig og så dog ikke, da din historie forklarer fint hvorfor du har det sådan og hvordan du reflektere over det der er sket og nuet. Det tror jeg også er vigtigt, så man ikke bare pakker det om i rygsækken og glemmer det, bare man gør det på en konstruktiv måde og for mig at se gør du det rigtige. Vi har jo alle sammen noget med i rygsækken som er mere eller mindre svært. Min tilgang til haven og min medicin til mig selv og troen på livet igen, kom for alvor igang, efter jeg gik ned med stress for ca 10 år siden, bla. pga af en på det tidspunkt alvorlig psykisk syg søn som heldigvis har det bedre i dag psykisk. Der har haven helt klart været og blevet min redning, der fandt jeg mit frirum. Dett aller vigtigste for mig er den psykiske sundhed og derefter den fysiske, det kan sikkert være omvendt for andre. Men det er derfor også vigtig at stoppe op og reflektere over livet en gang imellem, som du du gør til dig selv, samt spørge til hvordan gør andre det og bruge det du kan bruge eller smide det væk. At mærke efter inderst inde hvordan har jeg det og er jeg på rette hylde, stresser jeg fordi jeg evt pleaser andre mennesker, lever jeg sundt nok, er jeg “lykkelig” nok ( lykke kommer i glimt og det skal man gribe ), uden at det også skal blive en møllesten om halsen, hvis ikke, så sadl om, det er aldrig for sent. Jeg mistede min far til kræften for 19 år siden, mine svigerforældre passede jeg en del inden de døde af kræft for ca 3 år siden, min papsøn døde i august sidste år 47 år gammel, min søn på 25 fik en forbigående blodprop i september sidste år, så det jeg vil sige er, nyd livet selv på mørke dage, selv om det er svært, elsk hinanden selv om der bliver trykket forkert på tandpastatuben, kig på dem vi syntes der er mærkelige og tænk, sådan kan livet også leves og respekter det. Gå ud i haven, få jord under neglene, duft, lyt, mærk, lev, opdag, nyd det, råb til verden at livet er lige her og nu og det elsker jeg. Der er ingen gentagelsesknap.
Mange tanker og ord, det var min reflektion over dit indlæg, måske en tanke værd, måske ikke, så pyt
Hej Margit,
Tak for dine tanker og kloge ord. Ja det er sjovt som man sidder der overfor hinanden med enhver sin pariserbøf, og ikke rigtig aner hvad folk har af tanker og historier ( ;
Der er jo sjældent tid til at få snakket med alle, slet ikke om emner som disse, når vi mødes i arbejdsmæssig sammenhæng.
Det lyder som om du har lært af livets skole på den hårde måde, mistet mange og selv har prøvet når livet gør ondt. Men jeg elsker (især) din kommentar om tandpastatuben, for det er hverdagen der er mest af, og hvis man kan elske den, og dem man har lige dér, så er det også nemmere at gribe og nyde de glimt af lykke der kommer, når de kommer.
Døden er jo en vigtig del af livet, der er bare ikke så mange der gider at snakke om den. Men der er tilsyneladende rigtigt mange der sidder med masser af tanker om om netop den, kan jeg se på alle de fine kommentarer her og på Insta.
Det er dejligt at kunne være med til at kaste lys på mørket, at få lov at inspirere og få gang i reflektionerne. Jeg synes der er så mange ting der ikke bliver talt om, når vi går rundt der, og siger hej hej, ja tak, her går det fint-agtigt ( ;
Heldigvis er haven det helt rette sted, at tage det hele ind, eller få det hele ud, og jeg bruger selv haven som heler, når der skal tænkes, føles, bearbejdes, rases ud, eller bare stresses af. ( ;
Tak fordi du delte dine tanker og reflektioner, jeg tror det er vigtigt at vi bliver ved med det.
Kram Dorthe