Ah! …endelig er det her, foråret altså og jeg kan ikke få nok af det, så jeg fylder op i krukker, vaser og kasser med de yndigste sager, så jeg er klar til påsken lige om hjørnet
Ternede yndigheder og forår i lange baner
Vibeæg, masser af vibeæg skal man ha´om foråret. Som de står der så elegant og skrøbeligt, og svajer på lange stilke, ligner det at de har indtaget et glas hvidvin for meget på en sjov aften, men det skal man ikke lade sig nare af. Lidt mere robuste end de ser ud til er de, og så vidt vides, den eneste blomst der er ternet… whats not to love?
Tid til at dele vintergækkerne
I haven er det stadig vintergækkerne der hersker, men hver dag stikker tulipanerne deres fine bladspidser endnu længere op af den sorte muld, mens erantis er ved at takke af for denne gang. Det går lynende stærkt på de varme dage, og det er bare om at nyde det hele, både i haven og i stuerne i små og store vaser. Husk at det er et rigtigt fint tidspunkt lige nu, hvis du vil flytte, eller dele dine vintergækker.
Forår i fade og krukker
Jeg ved ikke om det bare er mig, men er vibeæggene ikke skønne sammen med den rosa skilla?
Og fadet, OH manner ! det er fra B-green, og jeg elsker det højt. Stort rustikt og tungt som et ondt år, men smadder sødt når det er fuld af forår på denne her måde. Jeg har givet den gas i drivhuset med masser af forårsløgplanter, der rykker ud så snart nattefrosten er ovre. Men her i drivhuset, hvor jeg drikker kaffe når jeg kan slippe afsted med det, og spiser frokost med manden, når vi pruster ud mellem haveprojekterne, her skal altså være fint og fuld af forår.
Den smukke lilla primula fandt jeg på en planteskole på Sydfyn forrige weekend.
Labre løgplanter
Der findes et væld af smukke løgplanter, og jeg synes hele tiden der kommer nye, her er en samling af nogle af mine yndlings. Hvid scilla, og en mageløs måneskinsfarvet dobbelt botanisk primula, små sartblå iris, flere vibeæg, botaniske primula, og små sjove tulipaner, i en samling af gamle terracotta krukker, betonskjulere, og glaserede fade, så er der dømt forår i drivhuset.
Forårskrukkerier i gårdhaven
Og sådan her på rad og række, er de jo bare helt vidunderlige alle de smukke forårsbebudere. De er alle fra Gartneriet Pedersen, og her op af garagen i gårdahevn, står de fint og beskyttet og jeg nyder dem hver gang jeg går forbi dem. Det her, det er påskepynt for mig, men hvis du vil se flere påskerier, så kan du kigge HER, HER, HER og HER
Jamen så er der jo bare tilbage at ønske dig en skøn og vidunderlig, og forhåbentlig lun oh laber påske lige om lidt
Kram
Psssst!
Ved du at du kan følge mig på Facebook? eller Instagram ? og ja, jeg er også på pinterest eller du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev og få guiden : Sådan får du mere tid og mindre stress i en endnu flottere have