Om Dorthe
En lille smule Indretning, rigtigt meget have. Planter blomster og alt mellem den sorte muld og den høje himmel …
Velkommen til min blog ( ;
Jeg hedder Dorthe Kvist og er havedesigner. Jeg tegner designer og indretter smukke og levende haver, til rigtige mennesker. Både villahaver, gårdhaver, baghaver, taghaver og altaner. Jeg har skrevet flere bøger om haven, medvirket som haveekspert på forskellige TVprogrammer, jeg holder foredrag om haver og havedesign, faciliterer kreative workshops, styler for magasiner og skriver om alt mellem himmel og jord, så længe det er grønt levende og gerne økologisk.
Bloggen er et slags overskuds produkt af mit arbejde som havedesigner og stylist, hvor jeg skal holde mig opdateret på alt hvad der sker inden for fliser, belægninger, træer, og spiselige blomster. Frostsikre forårsløg, blomstrende stauder og hårdføre urter. Havegrills, hængekøjer, lækre udesofaer og lanterner, og ikke mindst trends i haven.
Og her på bloggen skriver jeg om det hele, min egen have, andres haver, grønne steder, nye sager og deler tanker tips og tricks om alt det grønne både inde i dine stuer, og ikke mindst ude i haven.
Jeg bor i en gammel (totalrenoveret) kasse i Vanløse sammen med min mand, mine to børn, min tykke kat og fire søde høns. Jeg har en vild og vidunderlig hyggelig villahave med drivhus, brombærkrat, bålplads, blomster, leg, vand, masser af rum, og køkkenhave på taget af garagen. Det sker alt for ofte at jeg bruger mine penge på at rejse i stedet for på dyre designmøbler, men heldigvis er jeg, vild med loppemarkeder og temmelig handy. Jeg ombetrækker møbler, maler frygtløst hvad-som-helst , og er da heller ikke bleg for at sætte fliser op, lægge gulv eller noget. Så stilen indendørs er noget i retning af Scandinavisk-fusions-boheme med en stor forkærlighed for planter i store mængder
Jeg har en (lang) fortid i modebranchen, og holder konstant fingeren på pulsen, så jeg jagter altid nyheder og elsker at arbejde med trends og tendenser. Jeg er vild med den vilde, naturlige og levende stil.
Jeg håber på at kunne opmuntre og inspirere dig til at forskønne alt det dejlige potentiale af røvsyge baggårde, skraldeskure, tagflader, rabatter og kedelige villahaver der ligger der og bare råber på at blive til fine frodige dejlige haver, så velkommen til alle havenørder, urbane gartnere, plante passionataer, madører, gardenistaer, floristaer og kreative livsnydere., til
Botanisk kærlighed og havenørderi ( ;
Hvis du vil læse mere om havedesign, så klik lige HER
foredrag og workshops HER
og du kan tjekke min hjemmeside ud HER